Grundskyld - nutidens kopskat

Kopskat er en såkaldt regressiv skat. Jo mindre man tjener, des højere bliver skatteprocenten. Akkurat som grundskylden.

Kopskatten blev ofte brugt i middelalderen, når statskassen var tom. 

Hver gang blev den imidlertid afskaffet igen, når absurditeten blev åbenbar. I forbindelse med reorganiseringen efter Statsbankerotten i 1813, anvendtes metoden ved at pålægge alle landets ejendomme en første prioritet på 6 procent af ejendomsværdien.

I dag er denne procentandel for længst overskredet for de ejendomme i de områder af landet, hvor husejerne på grund af manglende evne til at betale den høje grundskyld, har ladet deres skat indefryse.

Grundskyldsskatten må således være et af de klareste beviser på, at der endnu en gang er noget galt i statens regnskab. Et par tal burde være tilstrækkelig bevis herfor. I år har staten et underskud på mere end 50 milliarder kroner. Sammen med tidligere års underskud er det blevet til en gæld på op mod 500 milliarder. Overskuddet på handelen med udlandet bliver ikke længere investeret i den nødvendige fornyelse af dansk produktion. I stedet er der gennem flere år investeret hundredvis af milliarder i udenlandske arbejdspladser, som i mange tilfælde samtidig er med til at reducere antallet af arbejdspladser i Danmark. Mens befolkningen i Danmark siden 1960 kun er øget med lidt over 20 %, hovedsagelig på grund af indvandring, er antallet af offentligt ansatte firedoblet fra 200.000 til 800.000. 

For meget, og dog for lidet

Man fristes derfor til at bruge samme karakteristik, som en historiker anvendte til at beskrive årsagen til Statsbankerotten i 1813: ”Vi havde i forhold til landets evner for stort et statsapparat uden at alligevel hvert enkelt del svarede til det, man ventede eller fordrede af den”. 

Eller, kort og godt, ”for meget for vore kræfter og dog for lidet for øjemedet”.

Måske er tiden derfor inde til noget helt andet. For eksempel som man gjorde i 1919 for at hindre den revolutionsstemning, der herskede andre steder i verden. I korthed pålagde man en engangsskat på 25 procent af den totale værdi af op mod 100 af produktionsenhederne i den tids hovederhverv, landbruget. En af begrundelserne var, at disse havde lukreret for meget af de prisstigninger, som den netop afsluttede krig havde medført.

I dag kan man bl.a. konstatere, at Danmarks 50 rigeste familiers pengetanke, på trods af eller måske rettere som følge af usikkerheden i verden, siden 2009, er vokset med ikke mindre end 155 procent til i alt 428 milliarder kroner.

I samme periode har den årlige tilvækst i bruttonationalproduktet, som er et mål for det generelle aktivitetsniveau i økonomien, ligget på et internationalt lavt stade på mellem -0,2 og 1,6 procent!!

Det ville være trist, hvis man i en historiebog om 100 år kan læse det samme, som man kunne 100 år efter Statsbankerotten i 1813:"For at redde landet ud af problemerne under de daværende tilstande, havde der måtte fordres en energisk og overlegen ledelse. Men af energi var der kun lidet, kun nu og da nervøs voldsomhed, af overlegenhed var der endnu mindre, kun til den ene side den rutinemæssighed, der lagde hovedvægten på at komme ud af den enkelte dags forlegenheder, til den anden side dilettanteri med uigennemførlige projekter, - af ledelse var der slet intet".

tdj. Frederiksborg Amts Avis 25.10.2016

Politikeres stockholmsyndrom

Når man i en kommunes budgetforslag for den næste fireårs periode kan læse, at borgernes skattebetaling samt grundskyld stiger betydeligt, mens samtlige udgifter til kommunens ressortområder, veje, kultur, børn, skole, socialvæsen, sundhed samt erhvervsfremme beskæres, må man naturligvis undre sig over, hvor pengene så bliver af.

Svaret er ganske enkelt. Flere og flere af pengene ædes op i systemet. Væsentligst fordi man i budgetforslaget også kan læse, at man regner med fortsatte stigninger i lønninger til kommunens ansatte, samt ikke mindst til det forbrug i det offentlige system, som samtidig foregår i andre kommuner.

Der kan naturligvis ikke herske nogen som helst tvivl om, at det der fremgår af kommunens 350 siders budgetforslag for den kommende fireårs periode er udarbejdet af kommunens veluddannede embedsmænd.

Når hovedparten af kommunens kommunalbestyrelse, der i antal og ekspertise naturligvis på dette område er ringere stillet, og derfor i langt mindre grad er egnede som medspillere i denne proces, derefter skal fremlægge forslaget for offentligheden, kan der næppe heller herske tvivl om, at evnen, mulighederne, og måske også lysten til at øve væsentlig indflydelse på eventuelle ændringer, må være lige så ringe, som gidslernes i den situation, som har givet navn til fænomenet, stockholmsyndromet.

Navnet stockholmsyndromet stammer som bekendt fra det tidligere meget omtalte røveriforsøg på en bank i Stockholm, hvor røveren havde taget en del af bankens personale som gidsler. Efterfølgende kunne man konstatere, at gidslerne i nogen grad havde bakket op om den gidseltagende røvers krav.

Kan det tænkes at stockholmsyndromet i nogen grad kan være trængt ind blandt vore lokale politikere, når besparelserne tilsyneladende ikke er gået ud over de offentligt ansatte, som altså ser ud til fortsat at kunne bemægtige sig en stadig større andel af samfundskagen?

tdj Rudersdal Avis 30. august 2016