Det var heldigvis
fornuften der sejrede, da statsmagten i form af den såkaldte enevælde i første
halvdel af attenhundredtallet erkendte, ”at de afgørende offentlige spørgsmål
ikke var af en mere indviklet karakter, end at enhver fornuftig mand kunne
danne sig en mening derom”. Resultatet af at man erkendte behovet for
yderligere oplysning af og inddragelse af folket i beslutningsprocesserne førte
bl.a. til etablering af højskoler, stænderforsamlinger, hvor flere end tidligere
blev taget med på råd, og en gryende ny folkeånd, som førte til
vedtagelse af Grundloven af 1849 og det begyndende demokrati. Eller rettere til
evolution i stedet for revolution. Ganske enkelt fordi den tids populisme blev
taget alvorligt.
Nogle mener, at ord som Brexit, Trump og lignende tilsyneladende ”unormaliteter” er udtryk for populisme. Oftest sagt med et
stænk eller mere af foragt i stemmen. I virkeligheden er populisme et sundt symptom på, at der må være noget i vejen med det
bestående system. At foragte, eller det der er værre, at negligere populisme er
langt værre end at forsøge at erkende, at det som nogen føler som en trussel, i
virkeligheden er et vink med en vognstang. Et vink, som den nuværende ”enevælde”,
”eliten” desværre fejlagtigt anser for at være ”pøbelens” uoplyste reaktion på det
bestående systems påståede uegennyttige tilslutning til globalisering, europæisering,
altruisme, og meget andet godt, som eliten mener folket har behov for.
Eliten
burde egentlig være mere positivt indstillet på at imødekomme den sunde borgerlighed,
som populismen er udtryk for, i stedet for at nedgøre dens væsen ved hjælp
af en arrogant fordrejning og forplumring af realiteterne og ringeagtende betegnelser
af populisme som resultat af uoplysthed og småborgerlighed. tdj
