Kommuner som vasaller

Når det i en omegnskommunes netop offentliggjorte 4-årige budgetforslag kan konstateres, at op mod halvdelen af beløbene i budgetrammen er bestemt af staten/regeringen, og at en stor del af resten bærer præg af at være bestemt af DJØF og Kommunernes Landsforening, ser det ud som om det tidligere højt besungne kommunale selvstyre er ved at blive afløst af en form for vasaltilværelse. I middelalderen var vasal betegnelsen på en overherres undergivne. Frihedsgraderne strakte sig til, at den enkelte vasal måtte foretage sig hvad som helst, der måtte behage herren.

Årsagen til disse middelalderlige udsigter er, at det såkaldte udligningsbidrag, der opkræves af kommunen og indbetales til staten, i budgetperioden vil stige med ikke mindre end 47 procent og grundskylden med 22 procent!! Det er oven i købet en stigning i forhold til foregående års 4-års budgetforslag. Det skal tillige bemærkes, at den af kommunen opkrævede grundskyld i alt for høj grad ligner en slags middelalderlig kopskat, som staten dengang – og tilsyneladende også nu - opkræver, når indkomstskatten ikke slår til til dækning af midlertidige overforbrug, og som alene pålignes de borgere, som har skaffet sig egen bolig. Skatten svares således ikke i forhold til hverken indkomst eller formue, og tager i øvrigt ingen sociale hensyn. De store stigninger skal endvidere ses i lyset af, at bruttonationalproduktet, d.v.s værdien af borgernes produktion i budgetperioden kun forventes at stige med op mod 8%.

Eftersom hovedparten af resten af beløbene i det 4-årige budgetforslag ser ud til at være under meget stærk påvirkning af DJØF og Kommunernes Landsforening, og at kommunens service over for dens borgere som følge af disse overherrers fiksfakserier i budgetperioden vil blive reduceret, er det med den allerstørste forbavselse, at kommunens politikere kan tage udsigterne så roligt, som det synes at være tilfældet.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at definitionen for og opfattelsen af betegnelsen kommuneskat stadig er, at det er den skat, som hver enkelt kommune opkræver til dækning af den service, kommunen yder over for dens egne borgere, men at betegnelsen således er endt som en illusion.

Der er dog håb forude, for eftersom politikere er begyndt at tale om problemerne, kan vi vel håbe på, at de så også begynder at tænke lidt over de fremtidige konsekvenser af denne form for regnskabsforkludring og begrebsforarmning – og måske omsider foretager sig et eller andet fornuftigt i denne anledning.

Frederiksborg Amts Avis 27. juli 2017