Lær af Afrika

Danmark bør, lige som mange andre vestlige lande, efter århundreders mere eller mindre forgæves forsøg på at "civilisere" Afrika, i stedet prøve at lære lidt af de resultater, som afrikanerne og de resterende civiliserede 

Årsagen er den nye danske, socialdemokratiske regerings bestræbelser på at styrke sin indflydelse og magt gennem en systematisk placering af dygtige partieksperter på poster, hvor de kan medvirke til mere ægte socialdemokrati i vore demokratiske styringsorganer.

Denne fremgangsmåde ser nemlig ud til at være en kopi af det, som for nogle få år siden med stor succes blev taget i brug i et afrikansk land, som i øvrigt med udenlandsk hjælp havde fået en muslimsk præsident. I løbet af kort tid lykkedes det for denne at få plantet så mange proselytter i et nyt statsapparat, at landet er svært at genkende fra dets tidligere eksistens som et kristent land, der var kendt for stor økonomisk fremgang i det forgangne århundrede.

Måske kunne vi lære lidt fra baggrunden for denne fremgang. Hovedårsagen var nemlig den, at man i stor udstrækning skabte udvikling og arbejdspladser, som man besatte med billig arbejdskraft fra muslimske lande. Lande, der ikke selv kunne producere arbejdspladser, og som derfor modtog betydelig ulandsbistand, ikke mindst fra Danmark, og som i øvrigt i dag efter årtiers ulandshjælp stort er lige så fattige og uudviklede, som de altid har været.

Nu er denne arbejdskraft et væsentlig rygstød for den muslimske præsident, som i øvrigt samtidig sponseres omhyggeligt af landets tidligere koloniejer, Frankrig. Dette land, som tidligere udnyttede denne del af verden på det groveste, og som siden den officielle afskaffelse af sit overherredømme over det afrikanske land i 1960 fortsatte sin udbytning af landet. Oven i købet i et omfang, så at man må undre sig over, at Frankrig efter afskaffelsen af den officielle kolonistatus har kunnet benytte sig af en form for neokolonialisme, der har muliggjort en fortsættelse  og øgning af udbytningen, uden at det har kunnet tiltrække sig internationale organisationers opmærksomhed og indgriben.

Baggrunden for Frankrigs hjælp til etablering og opbakning af det muslimske styre var, at det afrikanske lands oprindelige befolkning var blevet så træt af den franske udbytning, at man prøvede at gøre sig fri af fransk indflydelse. Det var selvfølgelig ganske ubehageligt for Frankrig, som på gammeldags diplomatisk vis var i stand til at få nogle internationale organisationer til at gå med til at bakke op om indsættelsen af den muslimske præsident – for fredens skyld!

Dette får mig til at begive mig ud i den uhyggelige tankeflugt, at EU, FN, IMF og andre bogstavkombinationer for organisationer med overordnede, internationale dagsordener med noble visioner og humanistiske værdier med iver og glæde vil kunne bakke op om en lignende ændring, hvis et europæisk land med stor indvandring fra muslimske områder måtte komme i samme situation.

For fredens skyld!!! 

tdj.

Demokrati med måde.

Det lille kongedømme Bhutan i Himalaya er bemærkelsesværdig for blandt andet at have indført begrebet bruttonationallykke som udtryk for landets udvikling i stedet for vor egen målestok, bruttonationalproduktet.

Det er imidlertid lige så bemærkelsesværdigt, at kongen først for nylig af egen vilje har givet afkald på den enevælde, som var landets forudgående styreform, og har etableret et konstitutionelt monarki med udvalgte ministre, som med to tredjedels flertal vil være i stand til at afsætte monarken. 

Aller mest opsigtsvækkende er imidlertid de synspunkter, som landets premierminister og minister for National Lykke afslørede under en cykeltur med en journalist. Han er nemlig ikke helt enig i kongens beslutning om at fortsætte i retning af at gøre landet til et demokrati i den form, som hovedparten af den øvrige del af verden sværger til, og giver denne begrundelse.

"Man kan ikke stole på os politikere. Især når vi får færten af magt. Vi bliver forført af smiger, og så kan vi ikke længere give slip. På den måde kan man let føre et land på vildspor."

Vise ord fra denne sande demokrat, som i øvrigt er uddannet på Oxford Universitet i England.

tdj.

Værdifuld viden om demokrati og ratiokrati.

Et af problemerne i denne verden er måske, at man ikke kan finde ordet ratiokrati i hverken ordbøger, på nettet eller noget som helst andet sted.

Ordet demokrati er derimod et ord, som bliver brugt og misbrugt hver dag i en sådan grad, så at man næsten glemmer, at det i al sin korthed er et system, der alene er baseret på følelser og forventninger. Akkurat som grundlaget for enhver religion. I det Nye Testamente formuleres det, som mange ved, således: ”Tro er fast tillid til det man håber; overbevisning om ting, man ikke ser”.

Ratiokrati er betegnelsen for en styreform, der er baseret på ratio, der betyder fornuft. Altså baseret på noget man kender. Noget der hviler på kendsgerninger og erfaringer. Noget man kan basere en fornuftig fremtid på.

For eksempel erfaringerne fra verdens første demokrati, der så vidt vides blev indledt et par hundred år før det måtte bukke under i år 327 f. Kr. Årsagen til demokratiets fødsel var ønsket om at komme ud af den tids offentlige sektors stigende og snærende magt. Paradok­salt nok skyldtes demokratiets endeligt, at befolkningen efterhånden også var blevet træt af demokratiet. Det havde nemlig ikke kunnet hindre, at det gamle Grækenland bl.a. havde tabt modstanden og krigene mod folkeslag med en anden kultur, som havde truet landet og dets styres eksistens. Verdens første demokrati fungerede altså kun et par hundrede år.

Nu er vort eget demokrati ved at runde de 200 år. Og der er endnu en gang tanker fremme om, hvorvidt demokratiet kan løse vore tilsyneladende stadig stigende problemer.

Måske er tiden derfor inde til en ny omgang ratiokrati, eller i hvert fald noget, der ligner dette.

tdj

Følgende meninger bør også erindres i denne sammenhæng:

Professionalisme og demokrati er dybest set modsætninger.

Enighed fører til middelmådighed.

Demokrati er samtale. Demokratiets fallit er afstemning.

Når en tåbe beslutter noget, kaldes det idioti. Når mange tåber beslutter noget, kalder vi det demokrati.

Jens Hage.

Når enhver confirmeret Æder er stemmeberettiget, når Stemmefleerhed afgjør sagen – ligger man da ikke under for Masse, for Kjødhoveder?

Søren Kierkegaard, kort efter demokratiets spæde begyndelse i Danmark i Efterladte Papirer, 1869.

Det man ser i medierne er ofte et spil om magtens mænd og et magtesløst - korrumperet? - demokrati.

Det bedste argument mod demokrati, er fem minutters samtale med en gennemsnitsvælger. Winston Churchill.

Demokrati er tre ulve og et får, der stemmer om hvad de skal have til frokost.

(Ukendt.)

Eller følgende udbrud, når demokratiet er gået i hårdknude;

”Lad os glæde os over, at naar alle de kæftsmurte, parlamenterende Pøbelleflere har forkvaklet og vrævltilsølet en Sag, saa rejser sig Samson den Blinde og sparker de Søjler af Nonsens om Kuld .... Og sige, at nu tror vi igen paa Fandenivoldskhed og Lidenskab, paa Blod og Brand, paa Vinhavernes Blomstring paa Lavaen efter Udbruddet, paa Blods Kraft til at gøde, tror mindre igen paa Ord, men paa Daad".

(Kaj Munk, i et brev fra tyverne.)

Ligeglad?

”Jeg har besluttet at være ligeglad”. Sådan siger den lille snusfornuftige Steen i den filosofiske tegneserie, Steen og Stoffer. Hans begrundelse er: ”Hvis man er ligeglad, bliver man aldrig skuffet. Man behøver ikke at bekymre sig om noget som helst.” Og han fortsætter; ”Fra nu af er mit Motto: ”-og hvad så?””. Hvortil Steens mere jordbundne makker, Stoffer, bemærker: ”Ikke særligt inspirerende”, der følges op af følgende slutbemærkning fra Steen: ”og hvad så?” 

Lige så indlysende fornuftig denne dialog umiddelbart kan forekomme, lige så negativ er den i virkeligheden. Den er et synonym for et samfundsproblem, der også afsløres af udtrykket; ”Det er sgu da li’e majet”. På den ene side måske forståeligt, når den der bruger udtrykket mener, at der f. eks ikke rigtig er noget at gøre ved problemerne i forbindelse med indvandringen, klimaet, det usikre pengesystem, korruption, hvidvask etc., etc. Når nu ikke andre har været i stand til at gøre noget ved det, så kan man vel ikke forvente, at ”jeg” skal gøre noget. Eller, når det hele tilsyneladende er så indviklet, så er det vel ganske forståeligt, at det er så svært, eller måske oven i købet så umuligt at få løst problemerne, at de ikke kan eller bliver løst.

Når dette stade i tankerækken er nået, og har bidt sig fast, når ligegladheden er på vej til, 
eller har nået håbløsheden, først da kan man vel med nogen rette tillade sig at tilslutte sig Steens devise.

Ligegladhed kan nemlig end ikke frembringe hverken lommeuld eller nullermænd, som man ellers påstår kommer af sig selv. For såvel lommeuld som nullermænd, samt i øvrigt alt andet i denne verden kræver en forudgående aktivitet og friktion.

Med dette lille tankespind håber jeg at have redegjort for den sløvhed, som har præget denne blog siden sidste årsskifte. Også jeg har nemlig været ramt af den virus, som Steen er ramt af. 

tdj