Lige for lige....

 Når den danske folkekirkes grundlag stort set alene synes at være, at tro på det man håber, overbevisning om det man ikke ser, samt godhed, og tilgivelse for enhver pris, og når dens konkurrent, islam, baserer sig på langt mere bastante teorier som blind troskab mod koranen, troen på en "endløsung" i form af krav om alle menneskers underkastelse, er der vel ikke så meget at være i tvivl om længere. Den danske folkekirke og vor kristendom i det hele taget har for længst lagt hovedet på blokken.

Der er dog stadig en lille mulighed for at forsøge at vende udviklingen. Når muslimske lande for længst har praktiseret at hindre kristendommen i deres egne områder ved at forbyde opførelse af kirker ogi det hele taget at propagere for kristendom af enhver art, kunne en begyndelse på at hindre den stigende grad af islampåvirkning og indflydelse på vore breddegrader være at vi forbyder yderligere propaganda for islam og lukker alle allerede etablerede moskeer. Herved ville alle muslimer tillige være tvunget til at indordne sig i stedet for at fortsætte med at præge. Akkurat som det gælder for kristne i muslimske lande.

Tro og håb er ikke nok!

 Alligevel er det som om det stort set er det eneste, man baserer løsninger af tidens problemer på. Indvandrerproblemerne og klimaproblemerne, samt en lang række andre vitale problemer. Man har tilmed erstattet klare løsningsmodeller med nogle mere eller mindre forståelige, ubegrundede visioner. Som man så tilsyneladende overlader til befolkningen til også at nøjes med at TRO og HÅBE på.

Det er i virkeligheden lige efter bogen. I dette tilfælde Bibelen, som i Brevet til Hebræerne 11.1 over for alle troende docerer, at ”Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisningen om ting, man ikke ser”. Vendes denne doktrin bare et par gange i hjernen, vil ethvert fornuftsindivid kunne se troskyldigheden og håbløsheden i at anvende denne læresætning andre steder end netop i bibelen.

Hvilket på aller bedste måde illustreres af en lille historie om graveren, som havde overværet påske gudstjenesten i den kirke, hvor han havde gravet masser af grave og efterfølgende omhyggelig tildækket dem på kirkegården. Efter gudstjenesten tillod han sig at spørge præsten, hvordan Jesus havde været i stand til at komme op af graven. På professionel præstemaner forklarede denne, at det måtte graveren selv spørge Gud om. Dagen efter spurgte præsten så graveren, hvad Gud havde sagt. ”Du skal bare fortsætte med at passe dit job, så fortsætter jeg med at passe mit”, var svaret!

Og det gjorde han så, lige som vi andre. Og tror og håber på samme måde.

Men er det fornuftigt?

Tavshedsdjævelen på tilbagetog?

Er der lys forude? - Kan det virkelig være sandt?

En præst fra den danske folkekirke har i en overskrift på en kronik i Politiken (26. januar 2020) - tilsyneladende på etatens vegne - erkendt, at ”Kirken er blevet lige så vattet som danske mænd”.

Vi er jo nok nogle danske mandfolk af begge køn med betegnelsen højreradikale, sortseere m.v., som vil blive lidt mopsede over at blive slået i hartkorn med den vattede del af folkekirken. I stedet må vi så glæde os så meget desto mere over, at der omsider synes at være en slags ny reformation på vej.

”Vi har været offer for et krænkelsesdiktatur, hvor mange, også vi i folkekirken, ikke tør ytre os om kontroversielle emner (!!), for ikke at træde nogen på tæerne. Vi går på listefødder som aldrig før.”

Vor præst er i øvrigt så bekymret over, at mange foretagender i deres bestræbelser for ikke at støde ”nogen”, har nedtonet juletiden, så at han nu også befrygter, at korset kan være på vej ud. Oven i købet også i Dannebrog. Der er nok nogle, der, som han også gør opmærksom på, i en fortsat rus af kærlighed, næstekærlighed, tolerance, medmenneskelighed og lignende uigennemtrængelige strålekranse vil forsøge at overbevise vore nærmeste næste(r), danskerne, samt vor præst, om at vor godhed bør være universel og uindskrænket. Selv om sådanne dyder for længst har vist sig at være utopiske.

I stedet håber vi andre, at tiden kunne være inde til, at de selvbestaltede ”gode danskere” lige som en anden præst, digteren og skuespilforfatteren Kaj Munk, omsider kunne indrømme at have taget fejl. Kaj Munk sympatiserede, som det burde være mere bekendt, med de bestræbelser, som Hitler i trediverne udfoldede for at skabe ro, orden og enhed, og som det tillige lykkedes at overbevise den tids gode mennesker om ”fred i vor tid!”

Kaj Munk kom heldigvis på andre tanker, da Tyskland indvaderede Danmark. For som han tidligere havde skrevet til en ven: ”Lad os glæde os over, at naar alle de kæftsmurte, parlamenterende Pøbelleflere har forkvaklet og vrævltilsølet en Sag, saa rejser sig Samson den Blinde og sparker de Søjler af Nonsens om Kuld .... Og sige, at nu tror vi igen paa Fandenivoldskhed og Lidenskab, paa Blod og Brand, paa Vinhavernes Blomstring paa Lavaen efter Udbruddet, paa Blods Kraft til at gøde, tror mindre igen paa Ord, men paa Daad".

Dette citat er imidlertid fra et brev til en ven i 1920’erne. I 1930’erne tog han så fejl. I 1940’erne erkendte han fejlen. Og dermed kom hans oprindelige storhed, engagement og begejstring (beånding) rigtig frem. 

Det er nemlig menneskeligt at fejle.

------------

tdj