Er
der lys forude? - Kan det virkelig være sandt?
En
præst fra den danske folkekirke har i en overskrift på en kronik i
Politiken (26. januar 2020) - tilsyneladende på etatens vegne -
erkendt, at ”Kirken er blevet lige så vattet som danske mænd”.
Vi
er jo nok nogle danske mandfolk af begge køn med betegnelsen
højreradikale, sortseere m.v., som vil blive lidt mopsede over at
blive slået i hartkorn med den vattede del af folkekirken. I stedet
må vi så glæde os så meget desto mere over, at der omsider synes
at være en slags ny reformation på vej.
”Vi
har været offer for et krænkelsesdiktatur, hvor mange, også vi i
folkekirken, ikke tør ytre os om kontroversielle emner (!!), for
ikke at træde nogen på tæerne. Vi går på listefødder som aldrig
før.”
Vor
præst er i øvrigt så bekymret over, at mange foretagender i deres
bestræbelser for ikke at støde ”nogen”, har nedtonet juletiden,
så at han nu også befrygter, at korset kan være på vej ud. Oven i
købet også i Dannebrog. Der er nok nogle, der, som han også gør
opmærksom på, i en fortsat rus af kærlighed, næstekærlighed,
tolerance, medmenneskelighed og lignende uigennemtrængelige
strålekranse vil forsøge at overbevise vore nærmeste næste(r),
danskerne, samt vor præst, om at vor godhed bør være universel og
uindskrænket. Selv om sådanne dyder for længst har vist sig at
være utopiske.
I
stedet håber vi andre, at tiden kunne være inde til, at de
selvbestaltede ”gode danskere” lige som en anden præst, digteren
og skuespilforfatteren Kaj Munk, omsider kunne indrømme at have
taget fejl. Kaj Munk sympatiserede, som det burde være mere bekendt,
med de bestræbelser, som Hitler i trediverne udfoldede for at skabe
ro, orden og enhed, og som det tillige lykkedes at overbevise den
tids gode mennesker om ”fred i vor tid!”
Kaj
Munk kom heldigvis på andre tanker, da Tyskland indvaderede Danmark.
For som han tidligere havde skrevet til en ven: ”Lad
os glæde os over, at naar alle de kæftsmurte, parlamenterende
Pøbelleflere har forkvaklet og vrævltilsølet en Sag, saa rejser
sig Samson den Blinde og sparker de Søjler af Nonsens om Kuld ....
Og sige, at nu tror vi igen paa Fandenivoldskhed og Lidenskab, paa
Blod og Brand, paa Vinhavernes Blomstring paa Lavaen efter Udbruddet,
paa Blods Kraft til at gøde, tror mindre igen paa Ord, men paa
Daad".
Dette
citat er imidlertid fra et brev til en ven i 1920’erne. I 1930’erne
tog han så fejl. I 1940’erne erkendte han fejlen. Og dermed kom
hans oprindelige storhed, engagement og begejstring (beånding)
rigtig frem.
Det er nemlig menneskeligt at fejle.
------------
tdj
